Bevægelse
Ved et ophold hos Ønskeland er det vigtigt for os, at børnene og de unge oplever glæden ved bevægelse. Mulighederne hos os er mange både indendørs og udendørs.
Igennem leg og læring inspireres alle til at finde modet og lysten til fysisk aktivitet.
En aktiv hverdag er en central del af et ophold hos Ønskeland.
Man kan bl.a. anvende vores svømmehal og træningscenter samt flere forskellige udefaciliteter som fx hockey, mountainbikes og beachvolley og den dejlige omkringliggende natur, som indbyder til spændende aktiviteter med højt til loftet.
Vi lægger vægt på at alle inddrages og der er plads til den enkelte i fællesskabet.
Sund kost
Ved et ophold hos Ønskeland er det også vigtigt for os, at børnene og de unge får en varieret kost, som kan medvirke til en sund livsstil.
I forbindelse med et ophold hos Ønskeland vil vi gerne inspirere til at finde lysten til sunde spisevaner efterfølgende. Vi har derfor ikke slik, sodavand, chips og lignende i Ønskeland, men tilgengæld en varieret menu, der indeholder 3 hovedmåltider og 3 snacks pr. døgn.
Vi serverer varm frokost og kold aftensmad i Ønskeland.
Ønskeland er alkoholfri.
Vores køkken har denne smiley:
Mental styrketræning
Vi i Ønskeland vil gerne gennem motivation og inddragelse være med til at inspirere børn og unge til forandring. Vores projekter medvirker til at de børn og unge, der deltager, sætter sig mål og gennemfører, så de kommer styrkede ud på den anden side.
Vi vil gennem leg, læring og positive oplevelser gerne medvirke til, at man får fornyet tro på sig selv både individuelt og i fællesskabet.
Vores ambition med ”viljen viser vejen” er at styrke børnene og de unges måde at se sig selv på og ved involvering og støtte under et ophold, at øge evnen og viljen til også selv at være med til at bidrage til forandring i eget liv.
Naturen
Ønskeland er med sin placering på Øland, omgivet af en eventyrlig smuk natur med skovens rige dyreliv som ’baghave’ og Limfjordens enestående vildtreservat ’Ulvedybet’ lige udenfor døren.
Disse unikke og idylliske omgivelser skaber muligheden for spændende oplevelser, leg og læring i naturen.
Aktiviteter som vandreture, sove i shelters og hygge omkring bål samt mountainbike, træklatring, orienteringsløb er blot nogle af mulighederne. For os er naturen et samlingspunkt, som kan være med til at udvikle deltagerne individuelt og i fællesskabet og kan give uforglemmelige oplevelser med i bagagen.
Copyright @ All Rights Reserved